Ostfriesland. Frisere fra Nederland, Ostfriesland og Nordfrisland underskrev for mere end 50 år siden deres egen grundlov, "Friesisches Manifest", ved Aurich. Ostfriesland er et stykke broget grænselandshistorie, hvor frisisk, nederlandsk og tysk kultur møder hinanden.
AURICH. Når man slår op i en telefonbog i Ostfriesland, vælter det frem med nederlandske efternavne: de Boer, de Vries, van Deest, van Doren, og hvad de ellers hedder.
Det er som om, vi slet ikke har krydset grænsen, da vi kommer fra den nederlandske provins Groningen til Ostfriesland. Ja, her bliver næsten mere hollandsk end i Holland. Ostfriesland har for eksempel den største koncentration af gamle hollandske vindmøller - mange flere end kongeriget Nederland selv har.
I den lille hyggelige by Westgrossefehn uden for Aurich løber afvandingskanaler forbi husdørene, små veje fører over klapbroer, og gårdene er bygget i typisk nederlandsk stil med brede gavle og høje rejsninger.
Vi er i et grænseland, hvor byggestil og landskab mere ligner det på den anden side end
tyske landsmændenes blot 200 kilometer væk. I Ostfriesland hører man også stadig de lokale sige "tyskere" om alle landsmændene, der ikke stammer fra området. Med andre ord: Ostfriesland er ikke helt Tyskland. For selv om det frisiske sprog for længst er uddød i Ostfriesland, fortrængt af det plattyske omkring 1800, så betragter de fleste indbyggere på halvøen mellem Ems- og Jade-bugterne sig stadigvæk som frisere.
"Lewer düat üs Slaw", lyder det gamle frisiske frihedsråb, der kan læses på flere husmure i Ostfriesland. Feudalismen bredte sig i middelalderens Europa, men den nåede aldrig til Ostfriesland, hvor man ikke ville høre tale om at aflægge troskabsed til nogen udefra. Frihedstrangen ligger dybt i den frisiske mentalitet, og i næsten 1000 år klarede østfriserne sig selv uden at betale skat til en overmagt.
Storfrisisk rige
Når man siger Ostfriesland, må der også findes et Frisland længere vestpå. Det ligger i dag i Nederland, hvor cirka 300.000 mennesker i provinsen Friesland bekender sig til det frisiske mindretal i landet - og stadig taler frisisk.
Kun i en ganske kort periode har Ostfriesland og "Westfrisland" dog været samlet i et rige - nemlig under friserkongen Radbod, hvis storfrisiske rige gik i stykker, da det østlige Frisland - det nuværende Ostfriesland - i 785 tilfaldt frankerne. Det blev en spaltning for altid. Kristendommen trængte frem, og Ostfriesland kom ind under bispedømmerne i Bremen og Münster. Det vestlige Frisland blev senere en del af det nederlandske kongerige, hvor den calvinske reformation slog igennem. Modsat Ostfriesland, der blev luthersk-evangelisk. Næsten da. Overraskende nok overlevede en lille rest af det frisiske sprog syd for selve Ostfriesland, i området Saterland i Kreis Cloppenburg.
Dobbeltsprogede skilte
Denne gruppe frisere omkring byen Ramsloh (på frisisk: Roomelse), der nu er kendt som saterfrisere, kom hertil sammen med de katolikker, som søgte ly for den lutherske reformation, da den fejede gennem Ostfriesland.
Ifølge European Bureau for Lesser Used Languages findes der på denne - en af de mindste sprogøer i Europa - godt 2000 mennesker, der taler saterfrisisk.
Indtil for kort tid siden var denne isolerede gruppe af frisisk-talende slet ikke klar over, at de var af frisisk afstamning og talte en frisisk dialekt. Men siden er selvbevidstheden vokset. Så meget, at saterfriserne med Den europæiske Sprogcharta i hånden har fået deres krav om tosprogede byskilte trumfet igennem over for Niedersachsens delstatsregering i Hannover.
Så begyndte de plattysk talende østfrisere også at få smag på ideen. I Ostfrieslands uofficielle hovedstad, Aurich, kunne byens borgmester, Sigrid Griesel, sidste år rejse et tosproget byskilt med både det højtyske Aurich og det plattyske Auerk. De tosprogede skilte står dog kun ved byens sydlige indfaldsveje, så sydtyske turister med kurs mod de østfrisiske ferieøer, ikke kan overse, at de nu er kommet til "Plat-Tyskland".
Ikke langt fra de tosprogede byskilte, i Aurich-bydelen Rahe, ligger lunden Upstalsboom, der for for alle frisere - både i nord, vest og øst, er fyldt med symbolik. Upstalsboom er for friserne, hvad Jellingstenene og Dybbøl Mølle er for danskerne. I 1955 underskrev frisere fra Friesland i Nederland, Ostfriesland og Nordfrisland deres egen grundlov, "Friesisches Manifest" ved Upstalsboom.
Det skete ved Friserrådets sjette friserkongres i Aurich, hvor ordene i manifestet kom til at lyde:
"Vi mødes, fordi vi føler, vi hører sammen... Vi har det nationale tilfælles, fælles kæmper vi en kamp mod naturens kræfter fra Nordsøen, og fælles er bevidstheden om vor frihed fra Nederland til Danmark".
Adressen var dengang helt tydeligt de offentlige myndigheder med en bøn om ligebehandling og anerkendelse af frisisk kultur, frisiske foreninger og institutioner. Bemærkelsesværdig er også sætningen: "De tre Frislande siger ja til alle bestræbelser, der fører til et forenet Europa". Det var allerede to år før, Romtrakten blev underskrevet, og EF blev en realitet. Tanken er i sig selv logisk, da friserne ikke har noget moderland - som for eksempel det danske mindretal i Sydslesvig har.
Upstalbooms historie rækker dog meget længere tilbage. Fra det 12. til det 14. århundrede var den lille skov et tingsted, hvor alle frie frisere hvert år omkring pinse mødtes for at diskutere fælles anliggender. Nazisterne misbrugte stedet til opmarcher, Blut-und-Boden-spil og masseforsamlinger, men i dag er det mest den fredsommelige frisiske kuglesport klootschieten, der fylder stedet - og de regelmæssige frisertræf, som også friserne fra Nederland og nordfriserne fra Sydslesvig deltager i.
Østfrisere valgte Preussen
En nordfriser må også føle sig godt hjemme i Ostfrieslands landskaber. Her er fladt og frodigt, og bag digerne ligger de store marsk-områder med moderne vindmøller og græssende får.
Men de to friserfolks moderne historie adskiller sig markant fra hinanden. Mens nordfriserne på mange måder blev splittet i de nationale modsætninger mellem dansk og preussisk, valgte østfriserne allerede i midten af 1700-tallet klart side. Det skete efter den såkaldte Appelle-krig mellem de østfrisiske stænder og den lokale fyrste, Georg Albrecht, der i mellemtiden havde udvidet sin magt i området.
Resultatet af denne krig var, at havnebyen Emden fik sin status som Ostfrieslands handelsmetropol indskrænket ganske væsentligt. Det kunne byen ikke leve med, og Emden overtalte de andre østfrisiske byer til at søge beskyttelse hos Preussen. I 1744 blev der underskrevet en forpligtende traktat, der i princippet gjorde Ostfriesland til en del af Preussen.
Men selv om Ostfriesland med traktaten vendte sig mod det
0tyske, var der netop i Emden og området langs grænsen en stærk nederlandsk indflydelse, sprogligt og religiøst. Omkring Emden var man calvinister, i grevskabet Aurich i den østlige del var man lutheranere. Det calvinske kirkesprog var nederlandsk, det lutherske var tysk, og calvinisterne havde tættere bånd til selv katolikker og menonitter, end de havde til deres lutherske østfrisiske fæller.
Groningen eller Göttingen?
Derfor blev de østfrisiske unge præster med den calvinske tro uddannet på universitetet i Groningen, selv om de preussiske myndigheder lagde pres på de calvinske østfrisere for at få præsterne uddannet i Göttingen. Men de calvinske østfrisere overhørte beskeden og fortsatte endog med at korrespondere med de politiske myndigheder i Aurich på "det hellige sprog", nederlandsk.
Under Napoleon blev Osfriesland indlemmet som et departement i Nederland, men kom efter Wienerkongressen i 1815 tilbage til Preussen, der begyndte en massiv fortyskningspolitik. De reformerte præster i Emden blev dog ved med at kæmpe mod fortyskningen. Groote Kerk i Emden så sig selv som pro-nederlandsk og anti-tysk, fordi det tyske var lig med det, de luthersk-evangeliske stod for.
I Emden fortsatte præsterne med at prædike på nederlandsk helt frem til cirka 1880, og i de mindre menigheder på landet fortsatte kirkegængerne med at synge salmer på nederlandsk helt frem til midten af 1900-tallet.
Grænsen var der dog aldrig nogen østfrisere, der satte spørgsmålstegn ved. Den lå fast allerede med Meppener Grenzvertrag, der blev indgået mellem Hannover og Nederland i 1824.
Den sydslesvigske historiker Andrea Teebken har skrevet speciale om netop dette specielle forhold mellem tro og national identitet og konkluderer, at den gamle religiøse konflikt blev taget med ind i nationalismens tidsalder - og netop med de religiøse adskiller Ostfrieslands historie sig klart fra historien i det dansk-tyske grænseland.
Efterhånden flyttede calvinisterne til Nederland, og de tysktalende lutheranere slog sig ned i de østfrisiske byer. Men der blev mange med nederlandske rødder tilbage på egnen: de Boer, de Vries, van Deest, van Doren, og hvad de ellers hedder.
